Go to ,[object Object]

OFF

Måske har I bemærket, at bloggen har været en smule stille og I har helt ret. Det har den. Jeg kan godt gå lidt ind i mig selv, når vi når denne tid på året, hvor december ligger lige om hjørnet og alt den skønne hygge, der er i julen med ens nærmeste. Ikke fordi jeg ikke elsker denne tid, for det gør jeg helt ind i mit lille barnlige hjerte - for når det kommer til december og jul, så bliver jeg et lille barn igen.

Denne tid på året bringer også bare savnet til min far endnu mere op i mig og det kan nogle gange godt gøre, at jeg lukker mig lidt ind i mit selv - eller i hvert fald bliver tavs og har brug for ro i mit sind. Ro til at tænke, til at være ked af det, til at bearbejde. Det gør så ondt at miste - jeg kan slet ikke beskrive det savn, for det er ikke til at sammenligne med og slet ikke, hvis man ikke har haft døden tæt inde på livet. Det er ikke ligesom kærestesorger, hvor det på sigt går over eller man går og håber på at støde ind i personen igen en dag. Det er kærestesorger, der aldrig går over. De heler aldrig. Dit hjerte er for evigt tomt på den plads, som den person tog med sig. Det hul er for evigt et hul i hjertet og kan aldrig fyldes ud af en anden lykke og man kan heller ikke gå i håbet om at støde ind i personen igen. I hvert fald ikke her på denne jord.

Jeg har haft dage, hvor jeg bare har været stille herhjemme og P har nærmest ikke skulle spørge mig, hvad der var galt før jeg begyndte at græde. Jeg hader at græde foran andre, jeg gør det helst alene, selvom jeg ved det er bedst at have en skulder at græde på og en der ligger øre til ens tanker. Jeg har bare altid gjort det alene, hvilket måske også er en fejl? Men jeg kan ikke lide at vise jeg er ked af det - ikke fordi jeg er flov eller synes jeg er svag. For det ved jeg jo godt, at jeg ikke er. Jeg har mistet min far, jeg har alt mulig grund til at være ked af det og det vil for altid være forståeligt, men det betyder jo ikke at jeg kan lide at vise det. Jeg er sikkert heller ikke den eneste om de følelser?

Sidste år på denne tid blev jeg indlagt pludseligt, da jeg var i fare for at føde for tidligt og det gjorde at jeg var sengeliggende fra uge 28 til uge 34 i min graviditet. Det gjorde at jeg ikke fik besøgt min fars gravsted den 1. december som jeg ellers altid gør og hvor jeg tænder lys og pynter op. Det gjorde så ondt i mit hjerte og jeg havde så dårlig samvittighed, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke skulle have. Det betyder bare så meget for mig og da jeg så pludselig ikke havde mulighed for det, blev jeg virkelig ked af det. Jeg lå på hospitalet og var bange for, hvad der skulle ske Olivia og om hun ville komme alt for tidligt og samtidigt havde jeg så ondt i hjertet over at jeg manglede min far ved min side.

Pyha, jeg får helt tårer i øjnene igen over at skrive de her ting ned, men det har altid hjulpet mig at skrive mine følelser og tanker ned lige siden jeg mistede min far. Det hjælper mig rigtig meget og nu ville jeg bare gerne dele det med jer, så I måske bedre forstår min tavshed på bloggen. Måske nogle af jer har det på samme måde?

Likes

Comments

Simone Østergaard
,
Kære Tina Maria. Jeg plejer aldrig at kommentere, men vil gøre det idag. Jeg mistede min far for 4 måneder siden og skal i år holde første jul uden ham, hvilket lige nu virker rigtig uoverskueligt og tomt. Og som du skriver er det svært at forstå, hvis man ikke selv har haft døden tæt ind på livet. Jeg vil fortælle dig, at jeg en dag efter min far var erklæret terminal så din gamle lejlighedsfremvisning på youtube, hvor du viser en ramme med en blomst fra din fars begravelse. Jeg synes simpelthen at det var sådan en fin idé at jeg bestemte mig for, at sådan en ramme ville jeg også have. Så nu står "min blomst" indrammet på en hylde over min seng som jeg kigger på hver dag, og også nu når jeg skriver det her ❤️ jeg håber du får en rigtig dejlig jul med dem du holder af - stort knus fra Simone.
Signe
,
Jeg mistede selv min far i sommers, efter bare et par ugers sygdomsforløb, så kan sagtens sætte mig ind i dine følelser omkring tomhed. Men når det kommer til det med at græde, så kan jeg slet ikke holde det tilbage når det rammer. Så min kæreste lægger tit skulder til mine tårer og øre til mine tanker. Det fungerer ret godt, da han kan mærke så snart der er noget der går mig på, og så er det nemmere bare at få det ud. ❤️