MOMMY MONDAY // WHEN YOU'RE SOMEONES MOM

MOMMY MONDAY

Skrevet på et fly fra New York til København:

Jeg sidder lige nu på et fly tilbage til København efter 4 dage i New York. En masse turbulens over Atlanterhavet, en orkan i Florida, en dyb smerte i hjertet over den savn jeg har til min datter. Kommer jeg til at se hende igen? Er det er typisk spørgsmål, man stiller sig selv, når turbulensen er ekstrem og skrækken for at flyve er slem? Jeg ved det ikke, men det er den tanke, jeg sidder med.

Jeg ELSKER at rejse - elsker at opleve verden og leve livet. Men hvor er jeg dog blevet BANGE for at flyve i uvejr eller langt væk, efter jeg har fået O. Især når hun ikke er med. Ikke fordi jeg vil byde hende at opleve dette, men fordi jeg føler hun hører til, hvor hendes mor er. Hvis I forstår. Hun er kun 8 måneder gammel og hun burde egentlig være hvor jeg er. Eller er det bare mig? Jeg ved godt, at der er mange karrierekvinder derude og det er normalt at rejse engang imellem uden ens børn, men hvor gør det dog ONDT helt ind i hjertet. Dybere end nogensinde før. Forfærdeligt. Det er virkelig en forfærdelig følelse og samtidig den smukkeste og mest fantastiske følelse. Man må tage det sure med det søde, men hårdt er det.

Når jeg flyver, tænker jeg tit over livet. Mit liv. Er jeg glad? Ville jeg dø lykkelig, hvis der skete mig noget? Ved mine nærmeste at jeg elsker dem mere end ord kan beskrive? Ja, ja og JA.

Jeg er glad - generelt. Selvfølgelig er der dage og perioder, hvor jeg er mere ked af det end glad, men generelt er jeg glad. Jeg er lykkelig - lykkelig helt ind til knoglerne, helt ind i sindet, helt op til universet, helt ind i det dybeste sted i hjertet. Jeg er blevet beriget med den smukkeste, dejligste og mest fantastiske datter. Hun er det bedste, der er sket for mig. Hun er mit eneste ene (udover P, men det er noget andet) og hun er min lykkeamulet. Livet har SÅ meget at byde på - virkelig. Og jeg har ikke engang oplevet halvdelen. Til gengæld har jeg oplevet det at få et barn. Bære en lille pige i maven i næsten 9 måneder. Mærke det liv, min krop har været med til at lave og som har passet og plejet det. Det er nok det vigtigste og mest smukke, livet har at byde på. Lyder det ikke bare kliché? JO. Før jeg selv fik Olivia, tænkte jeg altid at folk med børn skulle stoppe sig selv og at livet havde meget mere at byde på. Det har det selvfølgelig også! Men FOR SØREN DA, hvor er det bare den smukkeste oplevelse nogensinde.

Et totalt smertehelvede, en tanke om at det aldrig slutter, et opgivende sind og så alligevel en styrke nok til at sætte et liv til verden. At få Olivia op på mit bryst og ENDELIG møde det lille menneske, der har sparket indeni mig, er det mest fantastiske nogensinde. I hele mit liv og ærlig talt, så tror jeg ikke det kan blive vildere end det.Jeg har ikke min far her på jorden længere, men alligevel føler jeg at han er med mig, hvor end jeg går og hvad end jeg oplever og det varmer mit hjerte, styrker min sjæl og min motivation til at kæmpe og leve mit liv. For ham. For Olivia. For mig selv.

Selvom jeg ikke kan lide turbulens og det at flyve alene, så elsker jeg det samtidigt. For det sætter tingene i perspektiv og tanker igang. Faktisk er mine dybeste tanker og mest personlige indlæg skrevet når jeg har været på et fly. Selvfølgelig efter et glas vin. Det er vigtigt og det dulmer. Og selvom jeg ikke kan lide det og er bange for at styrte ned, så gør jeg det stadig. Fordi jeg NÆGTER at lade min frygt ødelægge min lyst til at LEVE. Jeg vil ikke leve et liv og ikke føle at jeg lever. Jeg vil ikke have at Olivia vokser op og bliver bange for at leve. Hun skal have respekt for livet, men ikke være bange for det. For det er virkelig fantastisk. Og jeg er endda kun 26. Many more to come. Hopefully.

Egentlig skræmmer det mig lidt at elske et andet menneske SÅ højt. For frygten for at miste eller frygten for at gå glip af noget, er ligeså stor. Hvis jeg døde nu ville jeg dø med en masse minder, en masse grin og oplevelser med Olivia. Men hun ville glemme mig og når hun voksede op, ville hun ikke kunne huske denne fantastiske tid. Puha, sikke noget sørgeligt noget at tænke over. Tænk at det har været de mest fantastiske 8 måneder af mit liv og Olivia vil ikke kunne huske dem.

Er jeg helt alene om den tanke eller kan mange af Jer nikke genkendende til det?

Likes

Comments

Natascha
Natascha,
Smukt og rørende skrevet. Min egen datter er kun en måned ældre end din, og jeg kan i den grad nikke genkendende til det. Det er virkelig en sårbar situation pludselig at være i - samtidig med at det er det mest fantastiske i hele verden: At elske nogen så højt og at have så meget at miste. Må jeg spørge, hvordan Olivia har tacklet at du har været væk og kunne du mærke noget på hende, da du kom hjem? Jeg har selv muligvis en tur med arbejdet, der venter forude, men har virkelig en blandet følelse omkring det at skulle være væk :/
Christina
Christina,
Jeg har ikke børn, men jeg kan godt genkende det sidste du beskriver. Den der lidt mærkelige følelse, når man tænker på alle de minder og oplevelser, som de ikke vil kunne huske. Jeg har en niece på 3 år, og indimellem kan det næsten gøre lidt ondt ved tanken om, at hun ikke vil kunne huske alle de ting, vi laver sammen og har lavet gennem de sidste år. Første gang hun selv kunne stavre (usikkert) hen i min favn, første gang hun sagde mit navn, alle vores lege og de historierne hun kan fortælle. Det er kun mig (og de andres voksne i hendes liv), der vil kunne huske det. Det er shu lidt underligt at tænke på. Og jeg har ikke engang selv børn - set må være ende værre, når det er ens egne børn.
Write a comment...
IP: 82.99.3.229