Go to ,[object Object]

MEXICO // PARADISE HOTEL, PART 2

Jeg satte mig ind i bilen med en deltageransvarlig, som skulle køre mig op til hotellet igen og jeg sad der og tænkte, "Hvem er røget ud? Hvem er der stadig?". Jeg var jo ligesom blevet smidt ud af Jeanette og hvis hun var der, var jeg nød til at finde en ny taktik, så jeg ikke ville ryge ud igen. Vi nærmede os porten op til hotellet og sommerfuglene kom snigende langsomt. Der jeg fik øje på hotellet blev jeg for alvor nervøs - jeg anede jo ikke, hvordan jeg ville blive smidt ind i programmet igen. Da jeg kom op foran hotellet skulle vi hviske, da de andre deltagere sad til frokost og måtte derfor ikke høre mig og finde ud af, at jeg var på vej ind på hotellet. Så jeg fik min savnede mikrofon på igen og fik et "GO" fra kameramanden til at gå ind på hotellet. Der stod jeg i loungen helt alene i min sorte kjole, som ligesom skulle symbolisere, at jeg var klar til at være mere kontant og ond. Jeg satte mig i den store sofa og kunne høre de andre sidde og spise ovenpå. Telefonen ringede ved min side og det betød at deltagerne fik "GO" til at komme ned i loungen og jeg kunne høre dem løbe ned af trapperne. "FUUUUUUCK", tænkte jeg. Nu sker det. Så fik de øje på mig. Mit hjerte kunne have sprunget ud af kroppen på mig der, så nervøs var jeg. Kunne hurtigt se, at jeg skulle over i den anden gruppe for ikke at ryge ud, da Jeanette stadig var på hotellet og derfor dannede jeg partner med Steffan og blev i den gruppe.

Så kom dagen endelig, hvor vi skulle skyde billederne til Miss Paradise, hvilket var min favorit dag. En dag hvor vi piger var i centrum og rigtig kunne hygge os og se godt ud. Her vidste vi, at der ville blive gjort noget ud af det og at billederne ville blive fede. Det var så vildt at stå der og vinde den titel og de smukke, smukke smykker fra La Chance, som jeg stadig forguder den dag i dag. "Ligemeget om du ryger ud nu her, så har du vundet en af de titler, som var dit mål og du kan godt være stolt af dig selv. Mor bliver så glad for et af de her armbånd i julegave." Tænkte jeg. Hun var ligesom med fra start af og var med til at sætte mig igang dernede. Kan huske, hvor underligt det var at stå der i en by i Mexico og se alt det julepynt rundt omkring i 50 graders varme og ikke vide, hvad dato det var. Du ved at du er nået til december måned, men dato, det findes ikke på Paradise Hotel. Jeg regnede mig frem til, at vi efterhånden var ret langt inde i december måned og vidste godt, at vi nærmede os finalen.

Kimie og jeg sad en dag og snakkede taktik nede ved poolen og lige pludselig, kan jeg bare se disse kæmpe store hvaler, springe op af vandet og plaske. Det var nok den mest fantastiske oplevelse - jeg har aldrig set en hval og at få lov til at se den oppe fra hotellet af, det er virkelig bare en "once in a lifetime experience", tænkte jeg. Det var et øjeblik, hvor tiden stod stille på hotellet, alle stod og kiggede ud på hvalerne - selv produktionen og rengøringdamerne.

Foto: TV3/Lotta Lemche

Finalen nærmede sig og vi begyndte at gå meget mere stille med dørene jo tættere vi kom. Ingen vidste jo, hvad der ville ske og derfor skulle man virkelig ikke snakke for højt, fordi så kunne man risikere at ryge ud. Nu var jeg så tæt på og derfor skulle jeg ikke gøre mig uvenner med nogen. Jeg kan huske på finaledagen, hvor jeg stod på balkonen fra mit værelse og kiggede ud over Stillehavet - det var så smukt og så stille en morgen. "Så er det sidste dag, du står her og nyder denne smukke udsigt. I aften slutter det hele med et brag og så tjekker vi alle ud. Jeg kan på ingen måde klare finalen op imod de to andre." Jeg var sikker på, at det var ude med mig. Før jeg så mig om, så stod jeg med ryggen til Julian og skulle gå op af tæppet med beløb på og med glaskuglen i hænderne. Det var de længste 9 minutter i hele mit liv!! "Ikk' smid den, Julian. Ikk' smid den, Julian. Ikk' smid den, Julian." Var det eneste jeg sagde til mig selv i de 9 minutter. Alle stod helt stille og jeg stod bare med flere kameraer direkte i hovedet på mig, som var klar til at fange alle mine ansigtsudtryk og handlinger, hvis jeg eller Julian smed kulden. Da Rikke talte ned og tiden var gået, først dèr gik det op for mig. Jeg havde vundet... Vundet sammen med Julian, vi klarede den og vi stod begge to og smadrede glaskuglerne og kunne ikke lade være med at grine. Hele produktionen stod der og klappede, sæsonen var slut, vi var stoppet med at filme og vi kunne nu fejre det og slappe af. Jeg var lykkelig og rørt på samme tid. Jeg stod i Mexico og havde vundet og kunne ikke dele det øjeblik med min familie. De var på den anden side af Jorden og anede ingenting om finalen - de havde kun fået besked på, hvad tid jeg ville lande i lufthavnen, intet andet. Det var så underligt at få taget sin mikrofon af, den havde man jo haft siddende i flere måneder og lige pludselig var den der ikke længere. Haha, man vænner sig jo til den som om det er et smykke og et bælte, du har på. Du føler dig nærmest nøgen uden den. En ting du også skal gøre hver morgen er at skifte batterier på din mikrofon - i starten kunne man godt glemme det, men til sidst var det en rutine at vågne, tage mikrofonen frem, skifte batterierne, tage mikrofonen på og gøre sig klar til morgenmaden med de andre. Intet måtte foregå uden den mikrofon.

Efter finalen var slut, blev vi kørt over til et hotel, hvor vi skulle bo i to dage, inden vi skulle hjem til Danmark. Der kunne vi bare slappe af og hygge os. Kan huske at mig, Rikke og Tinna rigtig hyggede os ved poolen, hvor vi kunne snakke om Danmark og alle de ting, vi ikke måtte snakke om på hotellet. Så der flød vi rundt i poolen og grinede af ting i Danmark, de ting vi skulle hjem til, julen som vi skulle hjem og fejre og så snakkede vi selvfølgelig om opholdet på Paradise Hotel, hvor vildt det lige havde været. Desværre var jeg blevet rigtig syg, så hostede helt vildt og måtte sidde med te konstant og nærmest drikke mig fuld i hostesaft for overhovedet at kunne sove. Kan faktisk huske, at jeg hostede helt vildt, da vi skulle optage finalen og derfor skulle Rikke gentage tingene igen og igen, eftersom jeg blev ved med at hoste, hehe - så pinligt! Da jeg landede i Kastrup Lufthavn den 21. december, havde jeg mistet min stemme af at hoste så meget. Jeg var ligeglad. Jeg kan huske, at jeg tændte min telefon med det samme, da vi landede og skrev til min mor, "TINA MARIA ER NU LANDET I DANMARK." Jeg havde så ondt i maven af at være så spændt over at skulle se min familie igen. Jeg var SÅ nervøs, havde aldrig været adskilt fra dem i så lang tid og slet ingen kontakt med dem, anede ikke hvordan de havde det. Da dørene gik op og jeg kom rullende med mine to kufferter, "shiiit, der er mange mennesker, jeg finder da aldrig min familie her." Nåede jeg lige at tænke, inden jeg hørte en råben og masser af flag svingende rundt oppe i luften. Der stod de. Mig totalt følsom, er lige ved at tudbrøle på min vej hen til dem. Jeg havde vundet det hele, haft den fedeste oplevelse og jeg kunne ikke fortælle dem det. Fuck også det!! Jeg var sammen med min familie og det var lige op til jul, så jeg var bare glad og kunne endelig komme i julehumør efter den varme sommer i Mexico i oktober, november og december. Så der stod vi deltagere og krammede hinanden, sagde tak for en sindssyg god sæson også skiltes vi. Jeg sad i bilen og kiggede ud af vinduet, kl var omkring 20 om aftenen og derfor var det mørkt og koldt, men der sad jeg og smilede i hele hovedet. Sikke en oplevelse. For 3 måneder siden, stod jeg der i lufthavnen og anede intet om, hvad der ville ske, god eller dårlig oplevelse eller fortrydelse og nu sidder jeg her i bilen på vej hjem med den vildeste oplevelse i bagagen. Kunne ikke have været en bedre afslutning.

Jeg kunne aldrig have bedt om en bedre oplevelse. Jeg savner så meget den tid, hvor min mor og jeg boede i byen Melaque og bare gik og hyggede os. Selvfølgelig har jeg også fået den hårde side at se i Mexico, men det har ikke ændret mit syn på landet. Jeg rejste aldrig afsted med den tanke, at jeg skulle være et kendt ansigt og være med i alt muligt reality. Jeg vidste jo godt, at det ville gøre mig til et ansigt man genkendte og at folk nok ville få en mening om mig. Jeg var ligeglad, jeg havde ikke gjort noget, jeg havde fortrudt og jeg kunne fuldt igennem stå indenfor den oplevelse, man får når man rejser til Mexico og tjekker ind på Paradise Hotel. Det handler selvfølgelig om at huske, hvem man er som person og hvilke venner man har, når man tager afsted, fordi det er også dem, der er der når du kommer hjem og dem må du ikke bare glemme, fordi du nu er med i et program og måske bliver lidt kendt. Det er en vigtig ting at huske.

THE END

Likes

Comments

René Najmi,
Gode billeder der og godt indlæg:)
www.renenajmi.com
Cecilie
,
Hej Tina. Jeg har et spørgsmål omkring Paradise hotel, som jeg virkelig gerne vil have svar på. Jeg har tit tænkt over, hvornår på dagen og hvorhenne i optager stemmerne, altså man hører jo hele tiden jer, der snakker og kommer med kommentar, du ved, hvor man sidder enemand. Hvornår bliver det optaget?
Cecilie
IP: 82.99.3.229