ET KNUST HJERTE

EVERYDAY

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal starte dette indlæg og det har nu taget mig 2 dage. I søndags, da Patrick og jeg stod op, lagde vi mærke til, at Albert var meget træt og svag og lå egentlig bare og kunne ikke rigtig noget. Eftersom det var søndag skyndte vi os afsted til dyrehospitalet, som heldigvis lå lige ved os. De tog imod ham med det samme, da hans blodsukker var helt nede og skulle have glukose i kroppen, så han igen kunne få energi og kræfter. De indlagde ham og 8 timer senere kunne vi hente en træt, men friskere hvalp. Jeg blev hjemme fra skole om mandagen for at kunne holde øje med ham og sørge for, at han både fik masser af mad, men også opløst druesukker i hans vand, så han ikke risikerede at gå sukkerkold igen. Da jeg havde set, at han havde fået det meget bedre og havde det godt tirsdag morgen, valgte jeg at tage i skole og Patrick var netop hoppet på et fly til London med arbejdet. Jeg skyndte mig hjem efter skole, da jeg havde haft en af de lange dage i skolen og derfor ville hurtigt hjem til hundene og gå med dem. Da jeg åbner døren, får jeg straks øje på Albert, der ligger næsten bevidstløs ude på køkkengulvet og nærmest ikke er til at komme i kontakt med. Valde tissede ud over det hele og blev bange. Utrolig nok, så bevarede jeg roen, da jeg vidste, at jeg var nød til at handle hurtigt. Jeg tog min mobil, min pung og nøgler og løb ellers afsted med Albert i mine arme ned til vores dyrlæge, som ligger 1 min fra os. Der var ingen, da jeg kom ind, så jeg råbte om hjælp med det samme og dér ramte virkeligheden mig og jeg brød fuldstændig sammen. De kunne se, at Albert var skidt tilpas og både havde enorm lav temperatur, lavt blodsukker, havde skidt og tisset på sig selv og nærmest ingen puls. Jeg havde straks Patrick i telefonen fra London og han var helt berørt og var med hele vejen igennem. Dyrlægen fortalte mig, at jeg skulle akut afsted mod dyrehospitalet igen, da det ikke så godt ud og at vi nok skulle forberede os på, hvad der ville være det bedste for Albert. Trods hans gode appetit, havde han formået at tabe 200g på få dage, hvilket ikke er normalt for hvalpe. Da jeg kom ud fra dyrlægen valgte himlen selvfølgelig at åbne sig og jeg blev drivhamrende våd og løb afsted mod bilen med lille Albert i et bur. Jeg kørte afsted mod dyrehospitalet fuldstændig grædefærdig og med Patrick i telefonen. De tog imod ham med det samme og den var helt gal. De sørgede for, at han fik sukker med det samme, som ville give ham lidt energi, men de sagde, at han var stærkt medtaget og simpelthen var for lille. Patricks far kom med det samme, så jeg ikke var alene og han blev hos mig hele tiden. Det gjorde ondt i mit hjerte at vide, at ingen af os vidste, om han fejlede noget alvorligt, siden han for anden gang fik det anfald. Patrick og jeg snakkede sammen og vendte de forskellige muligheder der var. Det var forfærdeligt. Patrick stod i lufthavnen i London og var grædefærdig og jeg sad med hans far på dyrehospitalet og sammen var vi nød til at tage den rigtige beslutning for Albert. At han skulle have fred. Han var den mindste i sit kuld og var slet ikke klar eller stærk nok til denne verden, trods han var 3 måneder og tanken om, at han led eller frygten for, at han ville ligge død næste gang, kunne vi ikke bære. Lægerne gav os ret og derfor sendte vi ham afsted til hundehimlen. Det har været forfærdeligt for mig at skulle skrive dette til jer, men eftersom I nåede at se den skønne Albert, så fortjente I også at få historien. Albert var den sødeste og mest kærlige hvalp og derfor elskede vi ham så højt, selvom vi kun nåede at have ham i 10 dage. For os er vores hunde ikke bare kæledyr, men meget mere end det. Det har været en af de værste dage og mest hårde beslutninger, vi længe har skulle tage, men vi er nød til at tænke på, at vi gjorde det bedste for Albert og ikke valgte at holde ham i live for vores skyld.

Dette indlæg er til ære for Albert - Vi håber, at du har fået fred, hvor du er og ingen smerter har. Jeg vil prøve at bevare det billede af dig, løbe rundt og hygge dig med en masse andre hunde i himlen og så vil jeg glæde mig til vi ses deroppe en dag. Vi elsker dig. For altid.

Hilsen din familie, Patrick, Tina & Valde ♥

Likes

Comments

Karoline Jønsson
Karoline Jønsson,
det er jeg ked af at høre!! www.karoline-marie.blogspot.dk
www.karoline-marie.blogspot.dk
Fie
Fie,
Åh nej dog, det er jeg ked af at høre! Fældede en tåre for jeg har selv en kat, som jeg ville være knust over hvis det skete noget med hende. Fandt I aldrig ud af hvad der var årsagen til det hele?
Write a comment...
IP: 82.99.3.229