Én ting jeg har lært ved at føde og blive mor er, at livet ikke er noget værd, hvis man ikke lever det. Jeg har været så bange for mange ting i mit liv og er det til tider stadigvæk med nogle ting og så igen - hvis jeg går og er bange hele mit liv for ting, der skal ske, så får jeg aldrig RIGTIG levet.
Med en far, der gik bort for 8 år siden, en tante der gik bort over julen, en stedfar der er syg med den uhelbredelige sygdom, ALS og nu min mor der er blevet ramt af brystkræft og er igang med kemo, så har jeg bare fundet ud af at jeg skal leve. LEVE. Jeg ved ikke, hvornår det er min tur og derfor må jeg ikke gå og vente på at der sker noget forfærdeligt, uden i hvert fald at opleve livet, sætte pris på det og give Olivia de bedste minder og oplevelser, jeg overhovedet kan give hende.
Jeg har altid haft en lille frygt for at flyve - mere det at der skulle gå noget galt - ellers elsker jeg faktisk at flyve og opleve verden. Efter jeg er blevet mor er frygten taget lidt til, for nu er det ikke kun mig eller P, nu er det også vores lille datter. Jeg ønsker hende ALT det bedste verden kan tilbyde og at hun for alt i verden får lov til at leve et sundt og raskt liv til hun bliver gammel.
Jeg kan ikke gå og være bange for at flyve resten af mit liv, for så får jeg aldrig oplevet alt det fantastiske livet kan give en af glæde, når man rejser og tager ud på eventyr. Jeg må sige til mig selv, af det alligevel er ude af mine hænder og at jeg skal nyde hvert et sekund af mit liv og de oplevelser, jeg er så priviligeret at få tilbudt og oplevet - både med mit job, men også med min dejlige lille familie.
Jeg skal leve. Jeg skal vise Olivia at leve.
